Horsens Folkeblad 25. marts 2014 om udstillingen i Galleri Brænderigrården, Horsens

Kunstavisen maj 2014
I rolig fordybelse - uden forstillelse, af Jesper Christophersen

Katalog (PDF-fil) til udstilling: Gallery Brænderigården, Solo Exhibition, "On The Egde Of Reality", Horsens, 27 March - 26 April, 2014

Ingerlise Vikne kalder sine billeder for ”Characters”.
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen
På dansk vil vi sige ”karakter”, og ligesom på engelsk kan ordet have to betydninger.
Man kan således tale om en persons karakter og dermed mene hans/hendes moralske habitus: den samlede personlighed.
Imidlertid bruger man også ordet i en anden sammenhæng, som når man siger: ”Han er godt nok noget af en karakter”. I modsætning til den første betydning af ordet er man her værdiladet. En karakter er en, der skiller sig ud fra mængden på en som oftest positiv og beundringsværdig måde.

I sine billeder opererer Ingerlise Vikne med begge betydninger.
I den første, neutrale, udgave er karakteren kunstneren selv, al den stund malerierne fungerer som selvportrætter. Ved første øjekast er dette måske ikke lige til at få øje på, men kigger man nærmere efter, er det umiskendeligt Ingerlise Viknes øjne, der stirrer tilbage på os.

Lynhurtigt efter denne erkendelse dukker den anden betydning af ”karakter” op. Eller rettere: den har været der hele tiden.
Ansigtet på billederne brager i den grad igennem, at det suger opmærksomheden til sig på en nærmest hypnotiserende måde. Så intens og så voldsom er virkningen, at man har svært ved at slippe blikket. Både ens eget og den portrætteredes.

Og her, lige præcis her, er det, at der – ikke for første gang i kunsthistorien – ligger en markant forskel i den måde, beskueren opfatter billederne på og den måde, Ingerlise Vikne opfatter dem på.
Hun fortæller selv, at publikums første reaktion som regel er en følelse af melankoli og tristhed. Personen på billederne, og dermed kunstneren selv, må være ked af det, ensom, isoleret og angstfuld. Når man tænker over det, ikke en urimelig antagelse. Kunsthistorien er fuld af eksempler på selvportætter, hvor den portrætteredes smertefulde og desperate blik er udtryk for en reel uligevægt, for ikke at sige psykisk lidelse, med van Gogh som det mest oplagte eksempel. Man skal bare huske på, at kunstneren ikke er mere uligevægtig og ”sindssyg”, end at han/hun er i stand til at skabe en kontrolleret og disciplineret komposition.

Problemet med Ingerlise Viknes billeder er, at hun ikke selv opfatter dem som triste. Tværtimod ser hun figurens isolation som noget positivt. Som den velgørende evne det er at kunne hvile i sig selv. I stilhed. Lidt groft sagt vil en sådan person i Danmark og Sverige øjeblikkeligt blive diagnosticeret som værende ude af stand til at have sociale relationer, få en sagsbehandler, vejleder og psykolog og, hvis terapi ikke er nok, blive medicineret efter alle kunstens regler.

Nu er Ingerlise Vikne imidlertid nordmand, og hun fortæller, hvordan man i Norge, især ude i bygderne, lader folk være de originaler, de nu en gang er. Og oven i købet tænker på dem, snakker om dem og snakker med dem som noget positivt.

Hvad er det så, vi ser, når betragter Ingerlise Viknes karakterer? Det første, man lægger til, er baggrunden. I de fleste portrætter og selvportætter er baggrunden neutral. Der kan være objekter, remedier og symboler, der skal fortælle noget om den portrætteres personlighed og sociale eller historiske position, men ellers skal baggrunden gøre så lidt opmærksom på sig selv som muligt.

Anderledes med Ingerlise Viknes billeder. Helt anderledes. Her smelter baggrunden og det, det hele drejer sig om, personen, sammen. Bliver til ét. Maleteknisk, derved at penselføringen er den samme. Koloristisk, derved at farven på personen i billedet hverken er i større eller mindre fokus end farven i resten af kompositionen.

Denne sammensmeltning af person og baggrund fortæller alt om Ingerlise Viknes kunstneriske intentioner. Javist, hun sætter sig selv i fokus, men kun for at fortælle, at hendes ego, hendes jeg, kun er en del af en større helhed, som man alt efter temperament kan kalde naturen, jorden eller altet. En overbevisning, der hverken gør personen på billedet lykkelig eller ulykkelig, men blot konstaterer, at det er på den måde, hun opfatter verdens sammenhæng. Når vi som beskuere skiftevis kan opfatte denne person som melankolsk og indadvendt eller glad og måske ligefrem ekstatisk, er det således i høj grad, vores egne følelser, vi projicerer over på billederne. Billederne er, som de er: intense, ekspressive, nærværende, insisterende.

Det er uden tvivl billedernes intensitet, der gør dem så fascinerende. Vi bliver suget ind i dem på en næsten fysisk måde. At de ikke giver deres hemmeligheder fra sig, er kun godt. Hvor befriende at kunne lade sin konstant analyserende hjerne hvile lidt og i stedet stole på sine følelser og instinkter. Måske vi endda kan opdage originalen i os selv. Noget, Ingerlise Vikne uden tvivl vil sætte pris på.

 

ARTIKEL FRAMAGASINET KUNST NORGE, februar 2013 - klik på billede for at læse artiklen

 

ARTIKKEL FRA ILLUM
af Lene Nyegaard 2011
Jeg traf engang en særlig dame… Hun laver skøn kunst, som skræmmer nogle og indtager andre. Som person vil jeg mene, at hun aldrig skræmmer, men drager. Drager fordi hun ikke ligner alle de kloninger (inkl. mig selv) jeg kender, fordi hun er utrolig nærværende, charmerende og fordi hendes beskrivende ord brænder sig fast indeni og kommer til overfladen i ny og næ. For de som ikke kender hende, hedder hun Ingerlise Vikne. Måske hun er så speciel, fordi hun er fra Norge? – næppe. Nok nærmere fordi hun har noget på hjerte og småskubber til de værdier, som i virkeligheden betyder noget og som mange af os godt ved, at vi nogle gange går på kompromis med. Og hun sætter dejlige, simple billeder på disse værdier.
Hun er tilhænger af pausefisk i hverdagen (altså de, som engang blev vist i TV – og i dag er erstattet af larmende reklamer med masser af kommercielle budskaber). Hun tør holde af det introverte menneske, som mange i dag betragter negativt, men som også kan tolkes som at hvile i sig selv og nogle gange turde være ”grim og asocial”. Måske kan man derigennem være endnu mere tilstede, når man så har lyst til at være ekstrovert? Hun undres over at vi i dag har så travlt og skal være så meget ”på”. At sms-afstemning, konstant mobil tilstand og X-factor-succes er en målestok for om man er en del af ungdommens fællesskab – og at pausefisk, joggingtøj samt at holde mor i hånden allerede stopper så tidligt at brugen af første mascarastrejf, øreringe og g-streng overtager før man er konfirmeret. (Jeg husker da tydeligt, hvor bleg og kikset jeg så ud, da jeg for første gang fik den ”store vifte” i pandehåret med Elnett-hårspray, kombineret med mascara på vipperne og en Lilly-model med laksefarvet bånd til min konfirmation).
Ingerlise har fået mig til at tænke, hver gang jeg ser på mine mest slidte støvler. De er blomstrede og med brunt kunstfor indvendigt – og tror de kostede 150 kr. på et gadestativ i Århus. Alligevel er de måske de vigtigste støvler jeg nogensinde har haft… Og nu igen tænker jeg på det, da de faktisk er så ødelagte at de bør smides ud. Men kan jeg nænne det, når de nu er så vigtige? Kan de mon erstattes?
Grunden til dette særlige ”støvle-forhold” opstod under en fernisering på Ingerlises udstilling ”Pausepictures”, hvor vi talte om min lille søn. Vi talte om, at han knap kunne gå og alligevel møffede ud og hentede mine blomstrede støvler i garderoben hver gang vi skulle ud. Han valgte altid dem, sjovt nok! Jeg nævnte at det nok var fordi, det var de støvler jeg altid har haft på under barslen, når vi gik ture og legede udenfor. Ingerlise kiggede lige i mine øjne og sagde: ”Jeg tror det er dine tilstede-støvler. Han vælger dem, fordi han ved at han har sin mors fulde opmærksomhed og nærhed, når du ifører dig de støvler. Du vælger dem jo aldrig, når du er på farten og skal udstråle det smarte. Kun når du er offline-mor, der har tid og lyst til at være sammen”. Og hun har jo ret! Jeg vælger dem nu bevidst hver gang vi skal være ekstra familiære – så ved han, at der ikke skal konkurreres med andre faktorer. Så har han mor for sig selv. Det er støvler med en værdi, der ikke kan købes – så er 150 kr. jo lige pludselig endnu billigere, ikke? (også selvom det nogle gange kniber med at finde en jakke og et fikst tørklæde, der kan harmonere til det helt rette outdoor-smartmor-look…).

 

The introverted human being

Written by chief editor Tom Jørgensen, at the Danish Art paper called Kunstavisen, about the exhibition “Do not disturb, don’t even think about it! “ by artist IngerliseVikne, IV
Oktober 06

During the medieval ages there was a different, firm attitude against being inwards, or introverted as it is called in psychological circles. Melancholy was a sin on the same level as Greed, prostitution and blasphemy, and was described in murals as well as Albrecht Dürer’s famous etching from 1514

Ingerlise Vikne takes up this exact human flaw with her series of fifteen paintings, titled: “Do Not Disturb (don’t even think about it)”, which is a comment on what we today would call; being oneself enough. Ingerlise Vikne is using the human body to express the self-sufficiency that for some reason, seems to be a tendency of today. There is nothing naturalistic about Ingerlise Vikne’s human figures’ twisting and turning in expressional and disproportional ways on the canvas. It has a touch of Gustav Klimt and Egon Schiele, who is probably the artist’s greatest sources of inspiration. The Figures’ loose-jointed and hectic movements, combined with the almost claustrophobic room in which are situated, point towards feelings such as loneliness, impotence and existential anxiety. Feelings that contribute to further isolating these lost human souls, who are not selfish because they enjoy to be so, but simply because they can’t deal with demands of the outside world, and are therefore stalled in their own little universe.

In other words, Ingerlise Vikne is dealing with a deeply humanistic art. An art, and some paintings that seek to touch us, engage us and hold a mirror in front of us, so we become capable of dealing with the very problem. The dimensions of the painting, the claustrophobic effects they have, and the tender, almost frightening colours all have an almost physical effect on us. It becomes painful to look at some of the paintings. Something that is only enforced by the familiarity, either from ourselves or from someone close to us, of living in a bubble. As a comment on society, Ingerlise Vikne also deals out a refreshing slap in the face on the armour of self-sufficiency, the mask of inapproachability and the Oratorical effect of the Darwinist manner of being oneself enough, which apparently is the watchword of the decade.

With her paintings Ingerlise Vikne grants the human body the renaissance it needed as an artistic motif. Not in a nostalgic and recurrent manner, but by, with great empathy, questioning relevant subjects of today.

 

The Danish art magazine ”Kunstavisen”, September 2006

“The human being is very essential in Ingerlise Vikne’s rather large paintings. They are psychological paintings with focus on something that is very typical for our time: to be yourself enough. It is a very interesting domain of paintings, granting the observer something to think about.”


The Danish Newspaper “Nordjyske”, October 2006
*****

Regarding the Exhibition “Do not disturb, don’t even think about it”
“In most of the paintings only a single character appears. This particular character appears to be rather inwards and isolated, illustrated by the posture. The bodies are skinny and bony. An additional character appears in few of the paintings, yet neither of them seems to be enjoying the company –on the contrary!
It sounds quite sad, but observe the bold composition, the organically formed lines, and the slightly dampened yet intense colours as well as the ivory surface:
It makes the paintings attractive.”